fredag den 28. maj 2010

'Vidunderbarn' af Roy Jacobsen

Finn bor alene med sin mor i en lejlighed i Oslo-området. Året er 1960, nye tider er på vej, tider hvor man gerne vil eje reoler, flotte tapeter og lignende. Derfor lejer mor Finns værelse ud til fagforeningsmanden Kristian, så der kan komme lidt ekstra penge ind. - Men det er nu ikke den største forandring, der sker i Finns liv det år. Hans halvsøster Linda flytter nemlig også ind... Linda er 6 år og resultatet af faderens forbindelse til den kvinde, der var skyld i at Finns forældre i sin tid blev skilt.. - Der er et eller andet mærkeligt med Linda, men hvad? Den voksne Finn ser tilbage og fortæller historien meget tro mod drengen. Vi er med ham hele vejen, gennem alle de halvkvædede viser, følger ham i hans usikkerhed og forvirring omkring hvad det egentligt er, der sker, og om han har misforstået nogle ting. Han møder de voksnes løgne og fortielser og danner sin egen opfattelse af tingene.
Det er en meget fint fortalt historie, både sprogligt og indholdsmæssigt. Afslutningen er også meget tankevækkende, - uden at røbe for meget! Kan absolut anbefales!

onsdag den 26. maj 2010

'Flaskepost fra P' af Jussi Adler-Olsen


Endnu en gang formår Jussi Adler-Olsen at fastholde læseren indtil sidste side er vendt. Efter to hæsblæsende sager i "Kvinden i buret" og "Fasandræberne" (læs endelig disse først) bliver vicekriminalkommisær Carl Mørck sat på en endnu en sag; en sag der stammer fra en 20 år gammel flaskepost skrevet af en bortført dreng i vild angst. Sagen er ikke nem og inkluderer religiøse trosamfund, som ønsker at holde problemerne for sig selv. Så det bliver noget af et puslespil. Som de tidligere i serien holder plottet fuldstændigt og bogen er utrolig velskrevet. Suveræn dansk krimi.

fredag den 14. maj 2010

'Christine Falls' af Benjamin Black


En rigtig noir bog. Atmosfæren er dyster i 50'ernes Dublin, hvor den alkoholiserede retsmediciner Quirke bliver involveret i en sag om en kvinde, der døde i barselsseng. Hvorfor forfalskede hans svoger, fødselslægen, hendes journal? Hvor befinder barnet sig? Og hvorfor kan han ikke opgive sagen, som han er blevet bedt om og efterfølgende blevet truet til? ’Christine Falls’ er en bog om uudtalte familieintriger og om den katolske kirke, som i denne sammenhæng ikke er helt hellig. Spænding er der nok af, men man skal læse denne bog for sin noir stemning og den sublime fortælleteknik.

tirsdag den 11. maj 2010

'Hjemme' af Marilynne Robinson

Lavmælt og indtrængende fortælling om yndlingsbarnet Jack, der vender hjem til sit barndomshjem i Midvesten efter 20 år som familiens sorte får. Hans far er døende, en gammel tidligere præst, for hvem troen og frelsen betyder en del. Hans lillesøster Glory, der passer faderen har sine egne problemer at slås med. Jack har altid følt sig som en fremmed i familien, en der ikke passede ind. Sådan er det stadig, men Jack er samtidig en høflig lidt slidt alkoholiker, der virker som om han gør sit bedste. - Både for at være faderen og søsteren tilpas, men også i sin søgen efter tilgivelse for fortidens synder samt en mulighed for at leve sit liv med den kvinde han holder af. Han og faderen nærmer sig kun langsomt hinanden, som to høflige fremmede... Flotte psykologiske skildringer af en religiøs familie i opbrud.